Lille Belle

Jeg skal være mor

Eller rettere sagt: mor til min nye hundehvalp. Jeg skulle egentligt bare ud og kigge på hende sammen med en veninde, som også har en hvalp fra samme opdrætter, da jeg var hjemme på juleferie i Danmark… Men jeg faldt total for hende da jeg så hende, og pludselig havde jeg sagt ja. Så nu har jeg kastet flere bolde i luften: jeg både flytter ind på lørdag i min nye store lejlighed på “Den farvede gade” her i Stavanger… Jeg har pludselig travlt med og få styr på alt til mit nye familiemedlem, såsom hundeforsikring, aktivitetslegetøj, om jeg kan leve op til ansvaret, mm… og ej heller glemme, at jeg måtte også lige snakke med min nye udlejer om, at jeg nu havde hundepåhæng, hvilket der ellers står klart og tydeligt i min kontrakt at der ikke er velkommen… (fy fåen, som de siger heroppe) Men hun sagde at vi prøvede, heldigvis! Og når ja, så har jeg tusind andre hænge partier over hovedet også, og som den perfektionist jeg er, så vil jeg nå i mål med alle. Noget af en opgave, men jeg er en fighter og kæmper altid for at bevise min familie og alle omkring mig, ja og ikke mindst mig selv, at jeg altså godt kan. Det kan godt være, at en hund måske ikke lige er det smarteste og få, når man er karrierekvinde og bor i udlandet, og ja er single – men det er mit valg og jeg skal nok klarer det.  Jeg er voksen nu, og kan tage ansvar. De første ansvarsmetoder er allerede taget i brug, som det praktiske med hundeforsikring og evt. hundetræning… men jeg har også været nød til til at skære ned på arbejdet i Bolia – og for dele det bedre, så jeg ikke arbejder 12 timer pr. dag mere. Det er sur røv, og ikke have den helt store indtjening – dog stadigvæk stor – men det er konsekvensen af at anskaffe sig en hund. Jeg ved at jeg kommer til at elske hende og have en bedste ven for livet, og det er det vigtigste – én som altid er der og én man altid kan regne med.

Jeg har døbt hende Belle, som er fransk og betyder smuk. Hun er en pomeranian, og er meget lille af sin størrelse, hvilket kun passer mig helt perfekt. Jeg ønskede egentlig en dreng, men Belle smeltede mit hjerte. (Utrolig hvor lidt der skal til, før at kvinder ændre mening, hva?) Nå, nu skal hun bare hentes hjem – min roommate og danske veninde, har desuden givet mig en gammel kuffert som er en arvestykke fra et familiemedlem – som skal være hendes kurv. Jeg har allerede arrangeret at jeg kan bo hos én i København den weekend hvor at jeg henter hende – og samtidig har jeg muligheden for at opleve lidt af byen, inden jeg rejser tilbage med hende. Det glæder jeg mig til!

Og så ser jeg også en meget savnet person.